Runeskriftens Oprindelse og Udvikling i Norden
Ludwig Frands Adalbert Wimmer
Bok · Dansk · 1874
dansk
| Utgitt | København : V. Priors Boghandel , 1874
|
|---|---|
| Omfang | 270 : Med 3 Tavler og Afbildninger i Teksten
|
| Opplysninger | Ludvig Frands Adalbert Wimmer (født 7. februar 1839 i Ringkøbing, død 29. april 1920 i København) var en dansk sprogforsker, forfatter og professor i runologi. ﾦ Størst berømmelse høstede han som runeforsker. Allerede 1867, kort efter at Sophus Bugges epokegørende læsning af guldhorns-indskriften var fremkommet, skrev Wimmer i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed sin første runeafhandling "De ældste nordiske Runeindskrifter" ﾦ Spørgsmålet om selve runetegnenes oprindelse og forholdet mellem de forskellige runerækker, som kun løselig var blevet berørt i den sidstnævnte afhandling, tog Wimmer op til udførlig behandling i den berømte afhandling Runeskriftens Oprindelse og Udvikling i Norden (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1874; omarbejdet og forøget udgave med titel Die Runenschrift, Berlin 1887). ﾦ Wimmer søger heri at påvise, at de ældste, fællesgermanske runer er en omdannelse af de romerske kapitalbogstaver, således som de brugtes i den første kejsertid, og at de yngre, særlig nordiske runer er opståede af de ældre ved omformninger, der havde deres grund dels i forandringer i sproget, dels i den mere udstrakte anvendelse, som gjordes af runerne i vikingetiden. Wimmers resultater blev i 30 år så at sige urokkede, og har selv i den nyeste tid fået forsvarere (blandt andre Erik Moltke), mens de fleste sprogforskere senere søgte hovedkilden til runerne i det græske alfabet og kun opfattede nogle få runer som oprindeligt romerske. I ethvert tilfælde hævder Wimmers afhandling sin plads ikke alene som det vigtigste af de værker, der bragte undersøgelsen af runeskriftens tilblivelse ind i et videnskabeligt spor, men også som hovedværket om de forskellige nordiske runerækkers forhold til de fællesgermanske runer. Wikipedia 18.01.2022
|
| Emner |