Vi er tilbage i Hvium, den lille fiktive by ved Limfjorden, der også var det geografiske centrum i romanerne Den der lyver og Det første jeg tænker på.
Visse personer går igen, andre er helt nye, tiden er delvis
sammenfaldende (1992-2008) og handlingen dermed parallel, men bogen kan
uden problemer læses selvstændigt.
Solvej, der er i begyndelsen
af 30´erne og uddannet sundhedsplejerske, kommer til byen og indlogerer
sig i et lejet skovløberhus, fordi hendes eksmand, der har
forældremyndigheden over deres fælles femårige datter, er flyttet til
Hvium med sin nye kæreste. Solvej er desperat - hun har opsagt sit job
på Sjælland, hun har brudt med den elsker, der var årsag til ægteskabets
forlis og er over hals og hoved taget af sted, fordi hun ikke kan
undvære sin datter. Hun bliver ikke godt modtaget af eksmanden og har i
det hele taget svært ved at finde sig til rette. Det kniber med at finde
et nyt arbejde, og hun chikaneres af en ukendt, der bl.a. tager livet
af hendes kat. Det viser sig at være Søren Martinsen, der generer hende,
manden, der formidlede lejen af boligen, og som hun i endnu et anfald
af desperation har indledt et rent seksuelt forhold til. Søren er gift
med Britta, som han dominerer totalt og i perioder også slår, men trods
hans primitivitet kan Solvej ikke modstå ham. Da hun bryder med ham pga.
af en mislykket graviditet, tager hans chikaneri fat, og hun ser sig
nødsaget til at flytte fra skovløberhuset og ind til selve byen. Solvej
får efter nogle måneders forløb arbejde og efter et par år får hun også
datteren permanent, idet eksmandens nye forhold går i stykker, og han
flytter tilbage til Sjælland. Samtidig møder Solvej den lokale
skoleinspektør, Ebbe, og de flytter sammen i et trygt og godt forhold.
Desværre kan de ikke få børn, da Solvejs seneste graviditet har medført,
at hun er blevet steril. I bogens anden del flyttes fokus til Ragna,
som vi kender fra de tidligere bind. Hun er gift med Pauli og bosat på
hans store, gamle slægtsgård, Brogård, hvor hun sidder med tre børn og
sin svagelige, sure svigermor. Hun faldt pladask for Pauli, da hun var
sytten, men siden er lidenskaben unægtelig kølnet, men trods næsten
afsky for Pauli vælger hun at blive i mange år. Da hun endelig forlader
Pauli, falder han fuldstændig sammen i druk, men hun har styrke til at
holde fast i sin nye tilværelse inde i Viborg. Ulykkeligvis sker der
det, at Brogårds lade brænder og Pauli omkommer i flammerne. Manne, som
også optrådte i de to foregående bind, er den tredje kvindeskikkelse, vi
hører om. Hendes skæbne er forfærdelig: Da hun arbejdede i huset hos
byens præst og hendes familie, kom hun til at køre præstens lille søn
ihjel. Hun flygtede fra ulykken, hvilket senere førte til en
fængselsstraf. Hun er mærket for livet og flakker lidt hvileløst rundt.
Ingen ved rigtig, hvor hun er, og da der bliver fundet et kvindelig på
Brogårds marker, er alle bange for, at det er Manne, der har begået
selvmord. Det er gudskelov ikke tilfældet - mod romanens slutning bliver
hun muligvis set i København.
Solvej oplever mod romanens
slutning det smertefulde, at hendes datter Christiane, der er blevet
voksen og er flyttet sammen med Søren Martinsens ældste søn, Jon, slår
hånden af hende. Hun anklager moderen for at have svigtet hende ved at
gå fra hende og faderen pga. en elsker, hvad Solvej forsvarer sig imod.
Samtidig har Christiane svært at klare, at moderen er kritisk overfor
Jon, som Solv
Visse personer går igen, andre er helt nye, tiden er delvis
sammenfaldende (1992-2008) og handlingen dermed parallel, men bogen kan
uden problemer læses selvstændigt.
Solvej, der er i begyndelsen
af 30´erne og uddannet sundhedsplejerske, kommer til byen og indlogerer
sig i et lejet skovløberhus, fordi hendes eksmand, der har
forældremyndigheden over deres fælles femårige datter, er flyttet til
Hvium med sin nye kæreste. Solvej er desperat - hun har opsagt sit job
på Sjælland, hun har brudt med den elsker, der var årsag til ægteskabets
forlis og er over hals og hoved taget af sted, fordi hun ikke kan
undvære sin datter. Hun bliver ikke godt modtaget af eksmanden og har i
det hele taget svært ved at finde sig til rette. Det kniber med at finde
et nyt arbejde, og hun chikaneres af en ukendt, der bl.a. tager livet
af hendes kat. Det viser sig at være Søren Martinsen, der generer hende,
manden, der formidlede lejen af boligen, og som hun i endnu et anfald
af desperation har indledt et rent seksuelt forhold til. Søren er gift
med Britta, som han dominerer totalt og i perioder også slår, men trods
hans primitivitet kan Solvej ikke modstå ham. Da hun bryder med ham pga.
af en mislykket graviditet, tager hans chikaneri fat, og hun ser sig
nødsaget til at flytte fra skovløberhuset og ind til selve byen. Solvej
får efter nogle måneders forløb arbejde og efter et par år får hun også
datteren permanent, idet eksmandens nye forhold går i stykker, og han
flytter tilbage til Sjælland. Samtidig møder Solvej den lokale
skoleinspektør, Ebbe, og de flytter sammen i et trygt og godt forhold.
Desværre kan de ikke få børn, da Solvejs seneste graviditet har medført,
at hun er blevet steril. I bogens anden del flyttes fokus til Ragna,
som vi kender fra de tidligere bind. Hun er gift med Pauli og bosat på
hans store, gamle slægtsgård, Brogård, hvor hun sidder med tre børn og
sin svagelige, sure svigermor. Hun faldt pladask for Pauli, da hun var
sytten, men siden er lidenskaben unægtelig kølnet, men trods næsten
afsky for Pauli vælger hun at blive i mange år. Da hun endelig forlader
Pauli, falder han fuldstændig sammen i druk, men hun har styrke til at
holde fast i sin nye tilværelse inde i Viborg. Ulykkeligvis sker der
det, at Brogårds lade brænder og Pauli omkommer i flammerne. Manne, som
også optrådte i de to foregående bind, er den tredje kvindeskikkelse, vi
hører om. Hendes skæbne er forfærdelig: Da hun arbejdede i huset hos
byens præst og hendes familie, kom hun til at køre præstens lille søn
ihjel. Hun flygtede fra ulykken, hvilket senere førte til en
fængselsstraf. Hun er mærket for livet og flakker lidt hvileløst rundt.
Ingen ved rigtig, hvor hun er, og da der bliver fundet et kvindelig på
Brogårds marker, er alle bange for, at det er Manne, der har begået
selvmord. Det er gudskelov ikke tilfældet - mod romanens slutning bliver
hun muligvis set i København.
Solvej oplever mod romanens
slutning det smertefulde, at hendes datter Christiane, der er blevet
voksen og er flyttet sammen med Søren Martinsens ældste søn, Jon, slår
hånden af hende. Hun anklager moderen for at have svigtet hende ved at
gå fra hende og faderen pga. en elsker, hvad Solvej forsvarer sig imod.
Samtidig har Christiane svært at klare, at moderen er kritisk overfor
Jon, som Solv